Sjælesessioner

PSYKOLOG

Sjælesessioner

 

En sjælesession henvender sig direkte til dig, der ønsker og er klar til at undersøge og slippe falske selvbilleder og som dybest set længes efter at leve mere fra din sjæl.


I disse sessioner afdækkes lag efter lag af ”ego”, altså følelser, tanker, sansninger med det formål at give plads til sjælen.


Ved vedholdende at bringe opmærksomheden til nuet og hvad der sker i øjeblikket, bevæger vi os hele tiden på kanten af vores bevidsthedsfelt. I tusmørke landskabet, i morgendisen, lidt famlende. Lige mellem ego og sjæl. Vi skaber med vores bevidsthed plads og mulighed for at sløret pludselig løfter sig, så sjælen strømmer ind i os og igennem os.


I det her rum bevidner vi, hvad der opstår i øjeblikket og følger nysgerrigt alle bevægelser med et ønske om at byde det hele velkomment.

Metoden bygger på den antagelse, at vi må byde alt velkomment for at kunne give slip på det igen. Også alle de mørke og tunge følelser. For først, når de virkelig er blevet set og mødt og holdt, er de klar til at slippe igen.


Vi undersøger også modstande og frygt samt træthed, kedsomhed og rastløshed, som ofte er dørvogtere til sjælfuldheden. Fornemmelsen af blot at være. Være i fx stilhed, i undren, i glæde, i det bølgende åndedræt, i lys, i mørke, i samhørighed, i live… listen er nok længere end jeg har viden om.

Sjælen kan ses som en evigt strømmende flod af liv. Som altid er ny og dermed aldrig kan findes det samme sted to gange og som derfor altid på sin vis er ukendt og må genopdages igen og igen.

 

Vi kan ikke med vores vilje få sjælen til at flyde igennem os, men vi kan med vores vilje rette fokus på nuet, på åndedrættet og på alt det der fylder og optager pladsen, hvor sjælen egentlig skulle være, således at det der fylder (tanker, forestillinger, bekymringer mm.), får mulighed for at slippe. Og når det slipper, så flyder sjælen helt af sig selv igennem os. Som en nådeskraft.

 

Afhængig af hvor du er i dit liv kan der dukke mange forskellige ting op i sessionerne og nogle gange er der tilsyneladende massive lag af angst eller gamle traumer, der skal besøges førend sjælen kan få plads.

Andre gange vil der være mere direkte adgang til lys og kærlighed.

 

Jeg vil i sessionerne være et sjælfuldt, kærligt vidne, der med mit bevidste nærvær skaber et tilladende rum, hvori du kan udforske dit eget indre. Jeg vil med enkle spørgsmål guide dig videre i din proces og ved behov tilbyde energiarbejde i stolen eller på briks.

 

Metoden er den samme som anvendes i workshoppen:


Sjælens Stille Rum.