At danse med sin skygge

PSYKOLOG

At danse med sin skygge

 

Hvis vi ikke ejer vores skygge – hvem gør så?

 

Et sted skal den jo være. Skyggen. Alt det vi helst ikke vil være ved. Det grimme, grusomme, afhængige, udstødte, dramatiske - puha ja – det bor bedst hos andre. Men også det gode, smukke, kraftfulde, som vi ikke tør eje. Når vi ikke tør stråle i vores eget lys og derfor giver det til andre.

 

Når vi kun ser os selv som ”gode” eller ”frelsende” gør vi andre til onde eller til ofre og når vi kun ser os selv som ”onde” eller ”afhængige” idealiserer vi andre og gør dem til de gode eller frelsende. Ofte gør vi nogen gange det ene og nogen gange det andet – og heldigvis af og til ingen af delene.

 

Hende ”den gode” eller ”frelsende” vil for alt i verden ikke såre andre eller tør måske ikke sige nej, for så risikerer hun at blive oplevet som ond. Andre kunne synes dårligt om hende og det stemmer ikke overens med hendes selvbillede. Hun er måske inderst inde dybt angst for at blive forladt og får måske dermed ikke sat sine grænser, får ikke sagt fra og indeni bygger der ligeså langsomt en vrede op, som kan komme ud som spydigheder. Eller hun kommer til at manipulere ved at få en anden til at tage de svære beslutninger – og dermed risikere at blive upopulær – og ”ond”. Så vedbliver hun med at være den ”gode”.

 

Ham den ”onde” eller ”afhængige” påtager sig villigt ansvaret, fordi det er han vant til og fordi han ikke rigtig tror på, at han god nok. Måske kender han udstødelsen og følelsen af at måtte bære andres lidelse og ønsker ikke at andre skal bære den. Han trives på et plan fint nok med at bære lidelsen, fordi han har identificeret sig med den og det giver ham en vis tryghed. Man kan heller ikke forvente så meget af en der lider. Hvis han ikke tør eje sin kraft og sit eget værd bliver han et afhængigt offer, der igen og igen lader sig krænke. Hvis han ejer sin kraft i en forvrænget form bliver han bødlen, der i sin voldsomhed kommer til at påtvinge andre lidelse.

 

Hende den ”gode” og ”frelsende” vil helst ikke se på det der gør ondt og er besværligt i hende selv, så hun finder nogle der kan udspille det grusomme, afhængige og dramatiske – og ham den ”onde” gør det gerne.

 

Når vi ikke vil eje det – er der andre der må. Og vi finder nogle, der påtager sig det, så vi ikke selv behøves kigge på det. Vi ser det som et spejl i den anden. Indtil den ene synes det bliver for stramt, ensidigt og begrænsende kun at være den ”gode” eller kun at være den ”onde”.

 

Lige der hvor vi begynder at mærke trøjen strammer og bliver irriteret på den anden har vi mulighed for at kigge på os selv. Er der nogle grænser der skal sættes eller noget kraft der skal tages hjem?

 

Vi er alle til tider gode, onde, skønne, grusomme, hjælpsomme, ubetænksomme, smukke, grimme, kloge, dumme, afhængige, uafhængige. Jo mere vi kan omfavne alle sider i os jo mere kan vi være os selv og lade andre være sig. Så ser vi hinanden tydeligere og vi kan møde hinanden mere ærligt.

 

Men først er vi nødt til at danse lidt med vores skygge.