At bære sit lys

PSYKOLOG

At bære sit lys


Hvorfor er det så nemt for os at sætte vores lys under en skæppe og så svært at turde stå stærkt i vores sandhed og kraft?

Der er selvfølgelig janteloven og opdragelsen ”du må ikke fylde for meget”. Men alligevel og måske netop derfor betages vi igen og igen af dem, der tør stå, der på scenen og stråle. I hvert fald hvis de stråler sandt og man kan mærke mennesket i dem. Fordi de tør udtrykke sig og være sig selv og stå frem.


På en eller anden underfundigvis er psyken tilsyneladende sådan indrettet, at der er dele af den, der forsøger at holde os nede, som er destruktiv, ja til og med morderisk, overfor livet i os. Og som vi ofte projicerer ud på andre mennesker eller egen destruktive adfærd. Det kan være en partner, der er psykisk eller fysisk voldelig eller det kan være misbrug af forskellig art eller blot job og relationer, som holder os nede. Mennesker og valg, der hæmmer vores livs- og skaberkraft.


Mange af os lever i perioder rigtig godt i en forestilling eller illusion om, at alt er godt, selvom vi inderst inde ved at noget ikke er helt rigtigt og at vi ikke helt udlever vores potentiale. Vi giver køb på lidt af vores kraft, lidt af vores sjæl, hist og her, næsten ubemærket, for at opretholde en relativ tryg og behagelig tilværelse, som ikke konfronterer os med for meget ubehag. Vi bliver i det drænende job, i den nedgørende familie eller med den misbrugende partner lidt for længe. Måske slipper vi aldrig ud.


Jeg kender det fra mig selv, at jeg kan have en tendens til at give for meget ud af mig selv. Elske ”for meget” og dermed give den anden ansvaret for, at jeg er elsket. Det er der nok flere af os der kender. Et ansvar den anden umuligt kan bære og som før eller siden afstedkommer en forladthedsfølelse. En følelse som peger på det tomrum i os selv, som vi selv kun kan fylde ud ved at kende vores eget værd, vores egen kraft og ved at turde bære vores eget lys. Og turde tænde det igen og igen.


I den askepotlignende fortælling om heksen Baba Jaga, fortælles om en ung pige, som efter sin gode mors død vokser op hos sin onde stedmor og to onde stedsøstre, som alle ønsker pigen død. Fra sin mor har hun fået en dukke, som hun altid kan spørge til råds, når hun er i tvivl.


En dag sendes hun ud i skoven til heksen Baba Jaga for at hente gløder til ilden, der er gået ud i hjemmet.

Pigen drager afsted og finder Baba Jagas hus dybt inde i skoven. Igennem flere prøvelser, som hun klare med hjælp fra dukken, får pigen til sidst et kranium fyldt med gløder. På vej hjem gennem skoven bliver hun skræmt af det glødende kranium og er flere gange ved at smide det fra sig i angst. Da hun når hjemmet brænder gløderne fra kraniet hendes stedmor og stedsøstre op.


Hvad betyder pigens rejse ud i skoven til Baba Jaga, prøvelserne og det glødende kranium?
En måde at tolke fortællingen på er, at den umodne tilpassede, søde og pæne del af en kvindes psyke drager ud i skoven, da det indre pres i psyken/egoet (hjemmet) bliver så stort, at hun er nødt til at finde nye veje, hvis ikke hun skal gå til grunde. 


Ude i skoven, de mørklagte og endnu ubevidste dele af psyken, findes en gammel heks, som endda har et hus, der står på kyllingeben og kan dreje rundt. Baba Jaga er alt andet end pæn og tilpasset. På den måde kan hun ses som den unge pige skyggeside og som en kraft hun har brug for, for at bryde ud af det destruktive hjem hos stedmoren og stedsøstrene.


Pigen må klare prøvelser og erfare nye egenskaber førend hun får gløderne af Baba Jaga. Igennem prøvelserne må pigen udvise mod, integritet og ærlighed og ikke mindst lytte til dukken, som hun har fået af sin mor. Hun må bruge sin intuition, den nedarvede kvindelige visdom (dukken).


Men flere gange på vej hjem gennem skoven bliver hun så skræmt af det glødende kranium, at hun er ved at kaste det bort. Det glødende kranium kan ses, som den unge piges, nu mere modne kvindes, nye tilegnede kraft, selvstændighed og lys, som hun dog stadig er bange for. Måske også fordi det oplyser skyggerne i skoven, det ubevidste, og sætter lys på, hvad der illusion og hvad der er sandhed, hvilket ofte ikke er behagelige erkendelser, når vi opdager, at vi har lullet os ind i falske forestillinger.


Det lys kan kun findes dybt inde i os selv i mødet med og omfavnelsen af vores unikke og særegne sider. De sider, der ofte gør os bange, fordi de ikke umiddelbart passer ind i det tillærte, i samfundet eller familien, men også de sider vi netop beundrer andre for at turde eje eller måske nedgør i misundelse eller af frygt.


“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won't feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It's not just in some of us; it's in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.” Marianne Williamson


Fortællingen om Baba Jaga og fortolkningen er skrevet med inspiration fra bogen ”Kvinder der løber med ulve” af Clarissa Pinkola Estés, hvilket er en bog, som jeg varmt kan anbefale. En nutid klassiker som på en dyb og levende måde, gennem tolkning af fortællinger, formidler ældgammel kvindelig visdom.