Om at turde være svag og holde såret åben

PSYKOLOG

Om at være svag og turde holde såret åben…


I det meste af mit liv har jeg været bange. Hunderæd. Angst for andre menneskers bedømmelse af mig. Jeg har gjort mig usynlig, rødmet og rystet. Oplevelser af være blevet forladt havde sat sig som erfaringer om, at verden var usikker og ikke til at stole på og oplevelser af at måtte opgive min egen identitet for at være der for andre gjorde mig usikker på, hvem jeg egentlig var og om jeg overhovedet var nogen.


Derefter kom hadet. Det føltes først godt. Kraftfuldt. Magtfuldt. Nu var jeg ikke længere underkuet og bange. Vreden var en skøn drivkraft og verden et sted, der skulle bekæmpes. De fleste mennesker var onde, troede jeg. Selvom jeg ikke var bevidst om, at jeg tænkte sådan. Det var bare en styrende overbevisning, der skabte enorm mistillid og frygt. Men jeg kunne styre det. For jeg kunne bare lade være med at stole på nogen. Jeg kunne klare mig selv og blev mere og mere ligeglad med, hvad andre tænkte. På et plan. Det føltes frit. Og så enormt ensomt.


Men hadet sad godt fast og føltes som en kniv i maven og smerten ved at skulle hive kniven ud føltes helt uoverkommelig. Sorgen ubærlig. Hadet sled mig til sidst op og længslen efter kærlighed og fred fik mig en dag til at sætte mig ned og bare være med hadet. Se det i øjnene. Hundjævlen. En grim forbitret kælling, der sårede andre, fordi hun ikke ville være sårbar, fordi hun ikke ville vise sin svaghed. Så ville hun hellere slå ihjel.


Der i min ensomhed mødte jeg hende den lille pige, der græd og rystede, skreg og lå helt stivnet i angst. Hende der følte hele verden var ligeglad med hende, at hun var fuldstændig værdiløs, betydningsløs. I de mørkeste øjeblikke havde jeg lyst til at tage billetten. For hvad var der at leve for. Ingen kærlighed, ingen ømhed. Ingen at række ud efter. Troede jeg i min mistillid. Fra det sted var der ingen at række ud efter. For det føltes som at række ud efter min egen bøddel. Svaghed var lig med den visse død. Eller i hvert fald lig med ydmygelse og hån.

Håbløshed. Meningsløshed.


Og jeg vidste, at jeg var nødt til at hive kniven ud. Da kniven blev trukket ud blødte det og det gjorde afsindig ondt, men uden kniven kunne såret nu heles. Såret helede langsomt. Kniven havde lukket såret uden, at det var helet. Den var blevet siddende og spredte sig som gift i mig. Da jeg trak kniven ud blev der plads igen. Dog først efter meget gråd og skrig.


En nat mærkede jeg hende og kiggede på hende. Og jeg sagde til hende: du må gerne være svag. Du må gerne have brug for hjælp. Du må gerne være svigtet. Du må gerne længes efter kærlighed. Du må også gerne være fri og levende. Du skylder ikke nogen at være stærk og du skylder heller ikke nogen at pakke dig selv væk. 
Det var ikke kun en nat jeg holdt om hende og kiggede kærligt på hende. Jeg mødte hende mange gange og kommer til at møde hende mange gange endnu.


Jeg er stadig (relativ) ung og der er mange ting jeg ikke har oplevet endnu og jeg ved, at verden vil rive mig i tusind stykker mange gange endnu, hvis jeg er så heldig at få lov at leve og opleve livet så længe. Hadet er en kæmpe drivkraft og jeg holder meget af det, men nu går min hundjævel ved siden af mig og hjælper mig med at finde vej i stedet for at rende forbitret rundt til skade for mig selv og andre. En gang imellem slipper hun nok fra mig og så må jeg undskylde.


Og jeg er stadig bange for en masse ting og andet ville nok også være mærkeligt. Men nu er jeg mere bange for at miste mennesker jeg holder af og at miste mig selv end bange for at være mig selv og knytte mig til andre - selvom jeg også stadig er lidt bange for det.


Og jeg vil stadig af og til falde til jorden og skrige ad og bande af en Gud jeg ikke tror på eksisterer, bare for at give nogen skylden. Jeg vil give min kraft og styrke til andre eller Gud, fordi jeg ikke tror jeg selv kan. Jeg vil være svag og hjælpeløs og måske vil jeg endda fordømme mig selv for at være det. Men måske jeg med tiden vil være endnu mere nænsom mod mig selv og måske jeg vil græde de tårer, der endnu ikke er grædt, fordi de engang nok ville have knust mig.


Jeg skrev engang speciale som med inspiration fra bl.a. Kierkegaard handlede om at turde ”holde såret åbent”. At turde stå midt i livet og bløde, når der skal blødes, og ikke lukke af. For der midt i livet, hvor vi tør bevæges, ruskes og røres - og af og til - væltes omkuld af både sorg og glæde, latter og tårer, kærlighed og had, frygt og mod, liv og død – lever vi måske allermest og kan forundres, forfærdes og begejstres over livets skønhed og grusomhed.

Og ikke mindst så skader vi ikke andre, når vi græder de tårer og mærker den smerte, der vil mærkes.


Det er vist ikke en dans på roser, men hold kæft det er levende.


Med ønsket om, at vi alle må gå vores individuelle vej mod kærlighed og fred <3


I ydmyghed og taknemmelighed
Lærke