Drømmen om frihed

Om overgivet lederskab og det levende felt i Circling

I de fleste sociale sammenhænge er der normer og kodekser for, hvordan vi er sammen og det er der også i Circling. Også selvom jeg ofte siger, at det er der ikke.

Der er nogle enkle principper, som bl.a. handler om eje sin oplevelse, være med den anden i dens verden, have tillid til det der opstår samt have en grundlæggende dedikation til at vende opmærksomheden mod det levende, nuværende øjeblik. Tune ind på det, der er tilstede i feltet.

Der også en overgivelse af lederskab. Hvilket bl.a. betyder, at der ikke er nogens sandhed, der i princippet vægter højere end andres. Der er en tillid til, at hvert udtryk, der kommer frem har værdi for den proces, der er i gang.

En tillid til at alle er dele af samme puslespil og bidrager med forskellige brikker. Både med ord, lyd, tavshed, bevægelse mm.

Når jeg som leder overgiver mit lederskab til gruppens intelligens og virkelig har tillid til, at jeg ikke ved, hvor vi skal hen, men at vi nok skal nå derhen alligevel, skaber jeg rum for det uforudsigelige og det ukendte. I tillid til at jeg ikke ved, hvad der er bedst for denne gruppe i netop dette øjeblik.

Samtidig er der en bevidsthed i mig om, at der er forskellige lag eller kvaliteter i hvert øjeblik, som jeg kan vælge at gå med, at tune mig ind på. Så jeg er ikke bare en passiv brik, der siger lige det, der falder mig ind. Selvom det nu også kan være ovenud befriende nogle gange og føles som det helt rigtige!

Jeg er en aktiv medspiller og jeg vælger hvert øjeblik, hvad jeg vil give opmærksomhed. Hvis altså jeg er vågen. Og graden af vågenhed er svingende og for mig en kvalitet, som Circling i høj grad bidrager til en skærpelse af.

En skærpelse af at jeg kan vælge. Og en fornemmelse af, at menukortet af valgmuligheder bliver større og større. Mine handlemuligheder udvides. Repertoiret bliver større og større.

Går jeg med den umiddelbare sansning og følelsen af måske vrede, fordi jeg har lyst til at mærke kvaliteten ”vrede” i levende live eller går jeg et skridt bag om fornemmelsen af vrede og mærker længslen og sorgen, der måske er der. Og som måske bidrager med en anden blødere kvalitet.

Hvad er den mest sande bevægelse i øjeblikket?

Kalder det på afstand eller nærhed, grænsesætning eller forbundethed? Er der en proces der handler om at give slip eller mere en bevægelse mod skabe nyt liv. Hvor I cyklussen er jeg og gruppen netop nu? Og hvad vil jeg egentlig gerne opnå, hvad ville være det mest hensigtsmæssige valg. Velvidende at det jeg gerne vil og menukortet af valgmuligheder skifter hele tiden.

Så for mig handler det i høj grad om, at koble mig på og følge den flod, der strømmer netop nu. Måske rammer jeg og gruppen en dæmning af ophobet frygt og stagneret livsenergi. Der bliver stille. Frustration breder sig. Rastløshed. Nogle går pludselig og skal tisse eller spise. Måske er vi nået til en dæmning lige før et vandfald, som føles livstruende, men som måske blot vil sende os på en nydelsesfyldt og glædesfyldt rutsjetur, hvis vi tør.

Jeg stiller ofte mig selv spørgsmålet, hvad er det gruppen ikke vil være med lige nu eller hvad er det gruppen længes efter? Og hvad er det næste skridt?

Og svaret søger jeg både i mine egne sansninger, som et mikrokosmos for hele gruppens intelligens og i at observere og fornemme energien i gruppen samt også tolke på de verbale budskaber, der kommer.

Et meget ofte stillet spørgsmål i Circling er, hvad er rammen, hvordan gør vi her?

Min oplevelse er, at spørgsmålet rigtig ofte kommer fra et sted af frygt for at gøre noget forkert og af et ønske om at gøre ”det rigtige”, at sørge for at handle på en måde, så man passer ind i fællesskabet, som føles som en hel naturlig længsel efter at høre til og være en del af.

Det kunne måske handle om, at der er et ønske og en længsel der hed noget ala ”jeg savner en leder, det ville give mig tryghed, hvis nogen fortalte mig, hvad jeg skulle gøre, hvad der forventes af mig.”

Og hvor et helt centralt tema ofte kommer op og omhandler egen autoritet og tillid til en selv. Ens egne impulser og sansninger. Ens egen sandhed. En bevægelse der handler om at bevæge sig væk fra erfaringsbaserede og indlærte overbevisninger om, hvordan og hvorfor man bør gøre og være på en bestemt måde.

Ofte opstår der blandt dem der har circlet nogle gange en enighed om, at man ikke må tale fra hovedet. Men at man skal tale om det man mærker, sanser og føler, og altså ikke så meget om, hvad man tænker og hvilke overvejelser man gør sig. For slet ikke at tale om at fortælle lange historier, som ikke hører dette nu til. Der opstår let en kultur, hvor hovedet eller sindet bliver noget dårligt.

Og det er rigtigt, er min oplevelse, at når en historie eller overvejelser bliver delt løsrevet fra øjeblikket dvs. løsrevet fra den sansende krop, så reagerer gruppefeltet med kedsomhed og rastløshed. Hvorfor? Fordi det ikke er levende.

Så der er som sådan ikke noget forkert i at fortælle historier i Circling, men gruppefeltet vil som oftest kvittere med gaben eller måske irritation. Jeg kan finde på at dele, at jeg mister fokus, at jeg længes efter kontakt eller at jeg bliver optaget af, hvorfor historien gerne vil fortælles lige nu. Eller jeg leder efter de øjeblikke i historien, der berører noget i mig og som føles som en ledetråd til at åbne noget op, der føles vigtigt.

Det er så meget mere spændende at kunne mærke det, der bliver delt. Ud fra det levende, mærkede, sansede ord. Som ligger i at ordet og det talte er i kontakt med kroppen. Sindet er ikke dårligt. Det skal bare helst, for mig i hvert fald, være forbundet med sanserne og følelserne.

Drømmen om frihed

Hvis du er dig kan jeg være mig!

I en Circling jeg holdt i går kom dette op for mig, som en længsel. En længsel efter, at alle tog ansvar for deres egne valg og virkelig fulgte deres sandhed. Og længslen pegede på, at hvis de andre gjorde det, så kunne jeg tillade mig at være mig.

Hvilket igen fik mig til at stille spørgsmålet, hvorfor gør jeg ikke bare det jeg gerne vil lige nu? Hvorfor er jeg afhængig af, at alle de andre først tager ansvar. Jeg havde besøg af mine gode gamle ”redder” , der gerne vil sørge for alle har det godt, fordi så har jeg det godt. Og fordi jeg helst ikke vil mærke mine egne svære følelser.

Jeg kan også af og til tage mig selv i at ”grave” i en andens følelser eller sårbarhed, hvor det egentlig handler om, at jeg ikke vil være med min egen. Så hvis jeg nu bare kan få den anden til at mærke sig selv bedre, så kan jeg nok også mærke mig selv bedre – uden at jeg behøves at lide. Når jeg tager mig selv i det, så bliver jeg virkelig flov.

På den anden side kan jeg også føle mig egoistisk, når jeg vender vrangen ud og tager en masse plads med mine følelser. Især fordi jeg er jo facillitator, så jeg skal jo holde rummet for alle de andre! Eller skal jeg? Nogle gange skaber jeg bedst rum ved at gå forrest og vise, at her må man gerne pjatte, være mærkelig, græde, være vred, føle sig ensom, være overstadig, trænge til nærvær, længes efter berøring, være stille, trække sig osv.. Vise at det kan jeg godt rumme.

Af og til og så sent som i går var jeg ved at droppe Circling helt. Hvad skal det dog til for?

Alt det angst og frygt, der næsten uundgåeligt dukker op, fordi vi bevæger os hen til kanten af vores bevidsthedsfelt. Følelsen af at jeg hellere bare vil gå en tur, hygge mig lidt, blive i comfortzonen, hvilket også i perioder føles sandt, end jeg vil mærke suset fra afgrunden, pulsen, sammentrækningen og udvidelsen. Forrige gang udtalte en deltager noget i retning af ”ja, det er jo ikke hyggeligt, men hold da op, hvor har jeg opdaget nogle nye ting om mig selv.”

Nogen gange er det dog også ret hyggeligt!

I går gik jeg fra workshoppen med en lækker følelse af, at selvom dele af aftenen for mig, var anspændte og akavede, så var der tilsvarende latter, overraskelse, blødhed, boblende liv og forbundethed.

Så det blev heller ikke denne gang jeg droppede Circling. Snarere tværtom vil jeg gerne lave endnu flere workshops!

Og min drøm er at skabe kærlighedsfyldte rum, bevidste rum, der tillader og byder velkommen og ser bagom det umiddelbare.

Rum hvor kærligheden tager over og traumerne giver slip.

Hvor Legebarnet i os, slår kolbøtter og slås for sjov.

Hvor maskuline hanner, viser sig frem og prøver kræfter af.

Hvor mænd mødes i anerkendelse af hinandens sårbarhed - og blødhed for plads.

Hvor feminin moderlig mildhed og sensuel ynde skaber varme og liv.

Hvor tryghed og hygge skaber gode grin, nus og kram.

Hvor vrede, sårethed og grænser er velkomne.

Hvor klodsethed og akavethed og mærkelige indslag overrasker og inspirerer.

Hvor stilheden skaber ro og væren.

Og sikkert lidt mere…