floden under floden

Inana Lerke Marie Trunjé

psykolog

Go where the fear is, that is your task…

Når vi holder fast i noget der er dødt… er det ligesom at slæbe rundt på en mumie, nogle gange endda pakket ind i en smuk, og temmelig tung, sarkofag. Død er den under alle omstændigheder! Død og borte og pissetung at slæbe rundt på.

Et gammelt indiansk ordsprog lyder, hvis din hest er død, så stå af.

Eller historien om manden, der leder efter sine nøgler under en gadelampe - ikke fordi det er der, han har tabt dem, men fordi det er det eneste sted, der er lys.

Vi kan ikke med livet i behold blive ved at gøre det vi plejer og bevæge os i det kendte - og tro at vi finder det vi søger der.

Vi må ud til kanten af det kendte – den såkaldte comfortzone. Overraskende nok er comfortzonen for manges vedkommende ikke lig med tryghed, mæthed og glade dage, hvor er alt er såre godt. Den er lig med stress, jag, fravær, utryghed, kontrol, mindreværd, misbrug og selvskade.

Men det er kendt og i den forstand er det trygt. Kroppen og sindet kender den gentagelse og er fanget i det loop.

Det der for mange reelt er utrygt, er roen, freden, glæden, ubekymretheden og kærligheden – fordi det er ukendt.

Tilstande, stemninger og følelser kommer og går. Mæthed, sult, glæde, sorg, kedsomhed, overstimulerethed, stilhed, larm, ro, uro…

Og vi vil så gerne holde fast i de ”gode” af dem. Dem vi bedst kan lide. Dem vi kender. Og vi vil rigtig gerne give slip på dem vi ikke kan lide. Nogle gange kræver det mod at blive lidt længere med glæden, frygten, sorgen, kedsomheden, kærligheden end vi normalt ville have gjort… bare lige trække vejret en ekstra gang eller to med den tilstand… bare lige for at se, hvad der så ville ske…

Godt nytår! – og måske det er tid til at slippe en mumie eller to fri... bare lige for at se, hvad der så vil ske… måske der skal grædes et par tåre, sørges lidt over tabet af noget der engang var smukt og levende, men som ikke er det længere og som nu bare tager plads, der hvor nyt liv kunne spire.

Hil forrådnelsesprocessen – må den gå sin naturlige gang.

Igen og igen.

Måske endda i hvert øjeblik.

Tillade det nye liv at opstå.